Næsten ordløs findebog for børn fra ca. 2 til 5 år. For- og bagside prydes af vellavede fimo-ler-figurer i forskellige farver og former, og man er klar over, at man skal en tur rundt i verden.
Ann de Bode kendes fra billedbøger i Hjertebøgerne-serien som fx Riddere i mit blod. I Min gade : en verden af oplevelser kommer man rundt i seks lande i forskellige kulturer og miljøer. Landene er Marokko, Kina, Israel, Congo, Danmark og Indien. Man besøger et hjem, en restaurant, et bageri og forskellige butikker. På de sidste sider samles menneskene til en gadefest i et ukendt land. Den eneste tekst i bogen, er navnene på lokaliteterne og de personer, man ser på opslagene, samt en beskrivelse af, hvad man kan kigge efter på billederne. Blandt andet en lille nisse, der gemmer sig. Illustrationerne er virkelig godt lavet. De består af fotografier af figurer i fimo-ler med glade, runde ansigter. Teksten med forklaringen på de få opgaver, der knytter sig til bogen, står til allersidst, hvilket jeg synes, virker underligt. Det kræver en del af formidleren, når man ikke bliver sat til at finde så meget. Bogen er hurtigt overstået, hvis man ikke selv finder på flere ting at kigge efter og snakke om.
Emnemæssigt lægger bogen sig op af Rasmus Klump sejler jorden rundt, der dog ikke er en findebog, og som indeholder en længere, fortællende tekst.
Let og overskuelig findebog, der dog er hurtig overstået, hvis man ikke selv gør en indsats for at finde på og digte videre selv.