Det er ikke blot lastbiler, men også traktorer, rendegravere, brandbiler og mange andre store, imponerende køretøjer, der fremvises i denne lille kvadratiske billedbog. Bogen fremtræder i et farvestrålende layout, hvor fotografier af køretøjerne er placeret på hvid baggrund. Hvert opslag har sit tema og viser som regel 4-5 køretøjer. Bagest findes 3 opslag, hvor læserne skal kombinere visse ting med bilerne. Disse opslag lægger op til en snak med børnene og skærper deres iagttagelsesevne. Teksten begrænser sig til en overskrift på hvert opslag og navnene på køretøjerne. Nogle af billederne er genbrug fra Caroline Binghams bøger, men det gør ikke noget, for behovet for denne type bøger er umætteligt. Bogen er fremstillet i kraftigt, blankt pap, der kan holde til mange gennembladninger. Den kan fint anvendes sammen med de mange andre bøger om lastbiler og andre store køretøjer. Der er vist over 50 køretøjer, og de vil ivrigt blive studeret af drenge fra 2-årsalderen.