Tegneserien rummer tre fortællinger om miniaturefolket, der er et formindsket folk, som ikke passer ind i den nuværende verden. De er dog opfindsomme og skaber hurtigt deres eget samfund. Det er dog ikke uden problemer at leve i skyggen af den rigtige verden. For tegneserielæsere.
I tegneseriens første fortælling "Udvandringen" oversvømmes det lille samfund. Alle må evakueres. Folkets videnskabsmand er dog ikke nem at få afsted. Han er nemlig ved at opfinde et middel, der kan gøre dem store igen. I anden fortælling "Brontopia" har miniaturefolket fundet et nyt tilholdssted og livet går sin gang. Professor Benzon slapper dog ikke af, for nu har han opfundet et stof, der kan gøre folk strækbare. I tredje fortælling "Fortidens krigere" ankommer et overvågningsfly til miniaturefolkets skjulested. De fremmede tager billeder, men mon de kan skjule deres tilstedeværelse længe nok?.
En meget flot tegneserie, hvis illustrationer er detaljeret og farverige i deres udtryk. Illustrationerne bærer meget af fortællingen, og det fungerer godt.
En lignende tegneserie kunne være: Martin Milan - pilot til leje 1967-1970.