Personlig beretning om livet og arbejdet på en minkfarm i 1960'ernes og 1970'ernes Vestjylland. For læsere af erindringer med interesse for landbrug.
I bogen beretter Kristian Massey Møller (f.1960) om sin barndom og ungdom på familiens minkfarm, hvor mor, far og de tre brødre var en del af driften. Som sønnerne voksede til, fik de mere ansvar og flere opgaver i produktionen, fx fodring af minkene og sortering af de enkelte dyr samt aflivning, pelsning og vurdering af skindenes kvalitet. Arbejdet på minkfarmen kulminerede hver sæson med den vigtige pelstid, der havde direkte indflydelse på familiens daglige økonomi og muligheder. For alt afhang af de aktuelle markedspriser for minkpelse. Forfatteren beskriver minkfarmen som "en verden i verden", da den var familiens hjem og samtidig en virksomhed. I tekstafsnit markeret med kursiv, reflekterer forfatteren over minkavlens vilkår og forhold. Massey Møller er forfatter til fere romaner, fx Den nøgne mand.
Bogen tegner et ufiltreret og usentimentalt billede af dagligdagen på en minkfarm i 1960'erne og 1970'erne. Sproget er udpræget nøgternt og distancerende i de mange grafiske beskrivelser af arbejdsmetoder og forhold for minkene, men rummer også en varme og loyalitet i passagerne om forældrene. Som læser savner man en form for afrunding, da bogen slutter meget abrupt. Forsiden fremstår noget rodet.
Vores fælles arv handler også om landbrugslivet.