En hverdagsrealistisk roman - trods forordets benægtelse - om ødelæggelsen af et barn gennem forældrenes og navnlig børneinstitutionernes manglende evne til at give børnene tryghed og forståelse. Thomas er barn af en sekstenårig umoden pige og blir anbragt hos bedsteforældrene (der blir beskrevet som mimrende oldinge), »leger« med mange forskellige børn, der alle (!) ender i børneinstitutioner. Efter et mislykket automattyveri anbringes han på et børnehjem med lutter (!) sadistiske lærere. Han flygter fra hjemmet, senere deserterer han fra hæren og flygter også fra de forskellige lærepladser han derefter kommer i. Han ender til sidst med at tage sit eget liv af lutter ensomhed og sløvhed. - Minder om Guds blinde øje, men er helt uden dennes kvaliteter i alle retninger. Alle voksne er sorte og alle børn er hvide. En velment, men ganske ulitterær bog, som dog trods sine iøjnefaldende mangler har sin berettigelse på et bibliotek, da vore børneinstitutioner jo stadig ikke er udenalvorlige mangler, og debatten om dem stadig bør holdes i gang.