En populær tv-udsendelse p.t. er "Åndernes magt" og MDJ præsenteres heri. I bogen fortæller hun til journalist Charlotte Kehler. Født i Danmark men bosiddende i England, hvor spiritismen har stærke rødder. Hun opdager tidligt sine åndelige evner, men tror at det er evner alle har. Men som ikke alle kan løbe en 100-meter på 10 sek., er heller ikke alles spiritistiske evne lige gode eller udviklede. Hun fortæller fra de unge år som vikarierende medium i en spiritistisk kirke i England til i dag, hvor hun er erfaren medium med egne "sittings" og hjælper politiet med at løse mordgåder. Hun beskriver spiritismen, herunder clairvoyancen, fortæller om sin skytsengel, hjælpere og afdøde slægtninge. Alt på en ligefrem, direkte og naturlig måde, der gør hende troværdig, selvom om man ikke er overbevist tilhænger af spiritismen. Hun skriver i forordet til de, der har svært ved at acceptere det spirituelle: "Bare fordi du ikke kan se luften, får det dig vel ikke til at holde op med at trække vejret". Og det har hun da ret i. Ingen tvivl om, at interessen fra tv-udsendelsen vil trække mange læsere, og bogen er et underholdende portræt af et moderne medium.