Bogen er nok mest for unge og ældre fodboldtilhængere, der ikke kan få nok af historierne om de danske landsholdsstjerner og deres bedrifter i 1980'erne.
Det danske fodbold-ikon Preben Elkjær har haft journalisten Peter Sloth som medforfatter til bogen om sit lange fodboldliv, med en aktiv karriere der startede som ungdomsspiller på Frederiksberg, og gav ham status som angrebsstjerne på det mindeværdige danske fodboldlandshold i 1980'erne og i diverse udenlandske klubber, og med en efterfølgende karriere bl.a. som populær fodboldkommentator i tv. Han fortæller om mod- og medgange i livet som professionel fodboldspiller, og vi får referater af de vigtigste kampe, og som en rød tråd gennem hele forløbet understøttes billedet af Elkjær som det ukonventionelle og egenrådige fodboldtalent med de rappe replikker. Illustreret med mange gode pressefotos.
Der er i tidens løb udkommet mange bøger om det såkaldte dynamitholds bedrifter, blandt de bedre er Drengene fra Wembley : et legendarisk landshold taler ud, 2008. Der er også kommet enkelte titler af spillerne, men dette er den første biografi om Elkjær.
En historie om Preben Elkjær, der var en af de store stjerner fra fodboldlandsholdets storhedstid i 1980'erne, og i dag også er kendt som tv-kommentator til europæiske kampe. Mange gode fotos og velegnet som hyggelæsning for de inkarnerede fodboldtilhængere.