Målgruppen for Mit liv som fugl er primært folk i 30'erne og ældre, der kan lide fantasy og bøger, der henter inspiration fra tegneserier og andre popkulturelle fænomener. Unge teenagere kan også godt være med, selvom nogle af bogens referencer nok vil være ukendte for dem.
Per Vadmand er nok mest kendt for den anmelderroste bog Bag døren. Med bogen Mit liv som fugl forlader han den realistiske genre for at kaste sig over fantasygenren med en meget idérig, men kort, bog. Kort fortalt handler bogen om den helt almindelige Mikael Helmer, der pludselig opdager en drage i sin nabos kælder. Derefter kastes han sammen med en meget tiltrækkende kvinde med magiske kræfter ud i en rejse igennem flere parallelle verdener. Et problem ved historien er, at der sker så meget på relativt få sider, at hverken hovedperson eller læser egentlig ved, hvad der foregår og de situationer, der skal lægge op til latter, når sjældent at blive rigtigt morsomme.
Bogen bliver på bagsiden sammenlignet med værker af Douglas Adams og Terry Pratchett. Men Adams' værker er mere satiriske og Pratchetts sjovere end denne bog. Der er dog ikke rigtig noget lignende skrevet af en dansker.
Mit liv som fugl er en måde at skrive dansk morsom fantasy primært for voksne. Historien når dog ikke helt i mål, da der sker så meget, at forfatteren ikke rigtig når at skabe virkeligt morsomme situationer. Forhåbentlig kommer der dog flere bøger, da det er en savnet genre herhjemme.