Få film giver som denne lille klassiker et præcist indblik i de mekanismer, der har betydning når man vil forstå indvandrer- og raceproblematikken.
Vi er i en trøstesløs forstad til London under 1980'ernes krise. Den unge pakistanske indvandrer Omar bor sammen med sin far, der drømmer om at han får en god uddannelse. Men Omar får job som bilvasker hos sin rige, smarte onkel Nasser og avancerer hurtigt til bestyrer for et møntvaskeri, som han sammen med vennen Johnny udvikler til et underholdningscenter med vaskeri, spillemaskiner og musik. Pengene hentes hos fætteren Salim, der handler med narkotika.
Mit smukke vaskeri er Stephen Frears' gennembrudsfilm, en billig 16 mm-produktion lavet for Channel Four. Mod alle odds fik den stor international gennemslagskraft med sin ligefremme skildring af indvandrer- og raceproblematikken under Thatchers styre. Den placerede Frears som en af engelsk films mest centrale instruktører og satte sammen med Ken Loach' film den indfølte, vedkommende socialrealisme på dagsordenen i en form, der har bred appel.
Det er en fremragende film, hvor personerne skildres som levende mennesker. De udvikler sig, finder nye veje og har alle både stærke og svage sider, ligesom raceproblematikken får overaskende drejninger. I sit forsøg på at forstå den blandede kulturelle arv kommer den dybt ind under huden, ligesom synet på homoseksualitet for sin tid er usædvanlig afslappet. Tonen er frisk, humoristisk og underholdende, og samtidig bliver man ikke så lidt klogere.