Roman for unge fra ca. 12 år. Anna på 16 år forsøger at begå selvmord. Hendes forældre er fortvivlede og forstår ingenting. Hvordan kunne det komme så vidt ? Gennem Annas dagbog, hendes veninde, Melanie, og hendes mor får læseren historien om den frygtelige tid, Anna har været igennem. Anna er sød, køn og velbegavet. To et halvt år før er hun startet i den nye skole i Nordengland. Hun bliver hurtigt veninde med klassens dominerende pige, Hayley. Det varer dog ikke længe. Måske er Anna for køn og for populær. Pludselig dropper Hayley hende, og mobningen starter. Hayley og hendes medløbere gør alt for at gøre livet surt for Anna. Anna bliver mere og mere ulykkelig, og det kulminerer med selvmordsforsøget. Annas forældre opdager ikke, hvor slemt det står til, før det er for sent. Bogen er velskrevet. Portrættet af Anna står stærkt. Ved at fortælle historien set fra forskellige sider giver forfatteren læseren en fin beskrivelse af, hvordan mobningen gradvist bliver værre, og hvordan Anna efterhånden bliver helt nedbrudt. Også de øvrige personer virker troværdige. Hele historien virker uhyggeligt realistisk og kunne forekomme i enhver skoleklasse. En velskrevet, tankevækkende bog om et problem, der nok er større, end vi i almindelighed tror. Også en bog for alle forældre.