Filmen henvender sig til litterære filmseere og kan fungere som introduktion til Herman Melvilles klassiske roman, selvom der tages enkelte friheder i forhold til romanforlægget.
Den unge Ismael påmønstrer hvalfangerskibet Pequod, for at opleve verden og jage hvaler. Snart står det klart, at skibets kaptajn har andre tanker. Kaptajn Ahabs mål er at få hævn over den kæmpe hvide hval, Moby Dick, der tidligere lemlæstede ham og åd hans ben. Missionen er således ikke at fange hvaler, men at fange én bestemt hval og slå den ihjel. Kaptajnens besættelse er et personligt hævntogt, der splitter besætningen og sætter alles liv på spil.
Moby Dick er filmatiseret i flere omgange både som film og tv-serier. Denne version er oprindeligt produceret som miniserie i to dele, hvorfor spilletiden er over to timer. Hvor John Hustons version fra 1956, med Gregory Peck som Kaptajn Ahab, lagde hovedvægten på kaptajnens altopslugende hævntørst, er det forholdet mandskabet imellem og kaptajnens gradvise galskab, der her vægtes.
Der tages enkelte friheder i forhold til romanforlægget, men det er en seværdig romanfilmatisering.