Bogen er så nær en dokumentarisk beskrivelse, som en andenhåndsberetning kan blive det, idet forfatteren videregiver sin storesøsters skæbne. Når den alligevel formidles i jeg-formen, virker den så meget mere autentisk og gribende. Det drejer sig om et tvunget ægteskab, hvor en 16-årige pige, datter af syriske forældre i Danmark, under en ferie i Syrien tvinges til at gifte sig med en fætter. Forinden har hun netop afsluttet skolen, og svælget mellem forældrenes holdning og dansk tradition har været en enorm belastning. Nu er også en dansk uddannelse udelukket. Hos de syriske svigerforældre det første år lærer hun på dramatisk vis en anden opfattelse af hustrurollen. Ægteskabet som familiehandel og den økonomiske beregning, der ligger bag, forældrenes kolde accept af de overgreb, hun oplever, lidelsen og nedværdigelsen er ved at knække hende. Hendes chance bliver kravet om personlig underskrift i Danmark, før manden kan indvandre, og her i Udlændingestyrelsen vover hun at klage sin nød. Bogen er et rystende vidnesbyrd, hurtigt læst, men slipper ikke sin læser. Den er en nødvendig del af den aktuelle debat, som skolebiblioteket bør tilbyde de store elever fra 7. klasse.