I perioden 1989-1990 udfolder den kontroversielle homoseksuelle filmmager og kunstner Derek Jarman sine tanker, minder og holdninger i dagbogsform. Smittet med hiv forstærkes hans følelse af at leve på lånt tid proportionelt med at nå så meget i livet som muligt. Til læsere af sansende, indlevende og samfundskritiske dagbøger.
I sit hus i Dungeness indretter Derek Jarman (1942-1994) sin have som et mentalt og kreativt frirum. Her formes indholdet i hans dagbøger, der rummer beskrivelser af indtryk fra hans barndom, den sorgløse ungdom i 1960’erne og fra hans nutid. Han reflekterer bl.a. over sin søgen efter nye kunstneriske udtryk, der fx kommer til udtryk i hans værker og film, som provokerer og kritiserer samfundets nedladende opfattelse af homoseksuelle og myndighedernes håndtering af aids-epidemien. Sygdom i 1990 er ved at knække Jarman fysisk som psykisk, og kun nære venners støtte giver ham troen tilbage til livet, naturen og kunsten, som han konkret med sit hus og have testamenterer til eftertiden.
Et hudløst og detaljeret (selv)portræt af en kompromisløs mands tanker, drømme og kunstneriske visioner. Dagbøgerne er et vidnesbyrd om synet på homoseksuelle og deres rettigheder gennem tiden. Bogen har kultstatus, og oversættelsen gengiver forbilledligt Jarmans ord og budskab til eftertiden om at løfte blikket og sanse verden.
Andre bøger om at være kendt og homoseksuel i samme periode er fx Dem jeg elsker, elsker jeg.