For den mere end almindeligt engagerede jagthundetræner. Pædagogisk velstruktureret og med mange fine fotografier, men den videnskabelige tilgang er ikke for alle.
Jensen har en lang historie som officer i jægerkorpset og har tidligere opdrættet jagthunde. Med denne bog, som nærmest indvarsler et paradigmeskift, gør han op med tidligere tiders straffemetoder, hvilket inkluderer at begreber som dressur og lydighed nu er udskiftet med uddannelse og undervisning. Bogen inkluderer videnskabelig forskning af bl.a. adfærdsbiolog Freddy W. Christiansen, hvis hovedtese er at "En sund hund opfatter sig selv som hund". Vi hører også om, hvordan hundehjernen fungerer og om læringspsykologi, alt sammen ting som skal overbevise os om den nye metodes fortræffeligheder. Jensen er ikke den første der har agiteret for den ikke straffende træning, men det er nok den grundigste og mest omfattende bog om emnet. Indeholder ikke nogen konkrete træningslektioner, men det kommer i de følgende bind. 2. bind kommer til at handle om uddannelseslære, 2013. 3. bind kommer til at bestå af lektionsplaner, 2014. Målet er at jægeren får en hund der let består fuldbrugsprøven.
Andre og lidt mere let tilgængelige bøger om den moderne metode er Moxons Jagthunde, 1997, og Sands Jagthundens træning, 2. udg. 2006.
Interessant og dybt seriøs bog. Sat sammen med de kommende bind, vil man formentlig have et særdeles brugbart værk om undervisning af jagthunde. Måske endog kommende referenceværk.