Bogen henvender sig primært til formidlere og forkyndere af den kristne tro. Eksempler fra de fire første Harry Potter (HP)-bøger og -film sammenlæses med tilsvarende eksempler fra Bibelen, analyseres og bruges som eksempler på gruppeaktiviteter og udgangspunkt for andagtvirksomhed. En senere udgivelse vil behandle de øvrige 3 HP-bøger på samme måde.
En indledning indkredser de centrale temaer i HP-universet: kærlighed - racisme - helte og skurke - godt og ondt - tillid, mødet og valget. I fem afsnit analyseres en række eksempler fra de første fire år på Hogwarts og sammenstilles med en række udvalgte bibeltekster, som behandler samme emne. Derefter følger en række forslag til diskussioner og aktiviteter som fx stjerneløb, teatersport, m.m. Udgangspunktet er at arbejde med kristne grundfortællinger parallelt med kendt og elsket litteratur- og kulturfænomen, HP-universet. Afslutningsvis peges på, hvordan et større arrangement kan gennemføres.
Der findes andre relevante og skarpe analyser af HP-bøgerne og -filmene, men ingen andre, som udelukkende anvender en kristen, forkyndende indgangsvinkel.
Bogen indeholder en række spændende analyser og syn på HP-universet, bøgerne og filmene. Den håndfaste og klippetro kristne tilgang og grundliggende udgangspunkt gør bogen uinteressant i skolesammenhæng. Derfor fortrinsvis af interesse for medarbejdere i det kirkelige børne- og ungdomsarbejde i kristendomsformidling.