Den politisk interesserede kan her dykke dybt ned i det politiske "maskinrum", godt guidet på vej af de to politiske kommentatorer og rådgivere Peter Mogensen og Michael Kristiansen.
Peter Mogensen var rådgiver for Poul Nyrup Rasmussen i 1997-2000 og Michael Kristiansen for Anders Fogh Rasmussen i 2001-2005. I denne fælles bog, som er skrevet i samarbejde med journalisten Jonas Nyrup, fortæller de to rådgivere om oplevelser og erfaringer. Her er sejre og det modsatte, og et grundigt politisk perspektiv på de sidste 40 års dansk politik. Der er personlige karakteristikker af statsministre og oppositionsledere, politiske begreber, tal og statistik, forudsigelser og forklaringer på alt det, som foregår i det politiske maskinrum. Bogen er i to dele. I første del fortæller Mogensen og Kristiansen om deres personlige baggrund og motivation for at arbejde med politik. Anden del hedder: "Magtens maskinrum" og er i dialog-form, når Mogensen og Kristiansen husker tilbage på deres tid som rådgivere på Christiansborg. I en epilog spår de to om den politiske fremtid i Danmark.
Underholdende portræt- og samtalebog, hvor Mogensen og Kristiansen er imponerende vidende om dansk politik, samtidig med at de begge tør debattere elegant og intelligent om alt det, de ikke er enige om.
Om politik på Christiansborg findes fx Christiansborg A-Å.