Juleletlæsningsbog i serien Mikro Dingo til den første selvstændige læsning i 1. klasse (6 år).
Molly ønsker sig brændende en kat i julegave, men hun har set, at mor har købt en dukke. Hun tager derfor sagen i egen hånd og fanger en kat ved at lokke den med sild. Da katten dukker op juleaften, er mor og far ikke med på det, og katten stikker af. Heldigvis er der en anden gave udover dukken, nemlig en cykel. Bogen er gennemillustreret med charmerende tegninger, der på fornem vis understøtter den letlæste tekst (LET-tal 13). Teksten består udelukkende af lydrette ord og har mange gentagelser. Vi har mødt Molly før i Mollys jul, 2009.
Bogens layout ligner de øvrige i Mikro Dingo-serien, fx bøgerne om Silje eller Felix.
En sød, charmerende og letlæst julehistorie til begynderlæserne. Problematikken med at få noget andet i julegave, end det, man ønsker sig, er kendt af målgruppen. Samspillet mellem tekst og illustrationer er forbilledligt, idet bogen nærmest kan billedlæses.