Books / fiction for children / roman

Monstergedden


Description


Torben og Bjørn på 12 år drømmer om at fange en kæmpegedde. Der skal planlægning til. Kan krogen skydes ud ved hjælp af nytårsraketter? Kan man lave fakler ved at koge stearin i en gryde?

Reviews (2)


The libraries' assessment

d. 5. Mar. 2003

By

By

Inger Aarup-Kristensen

d. 5. Mar. 2003

En rigtig god "drengebog" til selvlæsning for de 9-12årige og højtlæsning fra 8 år. Bogen handler om noget så sjældent som lystfiskeri, men læserne kan sagtens bide på krogen uden at være inkarnerede lystfiskere. Som forfatteren selv skriver, er det ikke nogen problembog. Her er ingen forældre, der skal skilles, eller søskende, der dør, men blot en hyggelig og sjov fortælling om to almindelige drenge. De 12årige hovedpersoner Bjørn og Torben har mange sjove oplevelser på deres ture men også i dagligdagen, hvor planlægningen foregår. De er vidt forskellige typer. Torben er den modne og tænksomme, som også er begyndt at interessere sig for piger, hvilket er helt uforståeligt for Bjørn, der mest bruger tiden til at læse Jumbobøger, drømme om at fange en monstergedde og løse mysteriet om en ring, de to drenge fandt i en gedde. Her er ikke tale om en letlæsningsbog, men teksten er sat læsevenligt op med forholdsvis store typer og stor linieafstand, og de korte kapitler vil også tiltale de lidt "dovne" drenge, som ellers er yndere af hurtigt læste bøger. Forsiden, der viser de to drenge med en uhyggelig grim gedde, vil tiltale målgruppen. Forfatteren har ikke tidligere fået udgivet bøger, men det bliver forhåbentlig ikke hans eneste.


The libraries' assessment

d. 5. Mar. 2003

By

By

Birger Hoff (skole)

d. 5. Mar. 2003

Der er her tale om en dansk debut på børnebogsmarkedet. Det er en bog der henvender sig til de 9-13 årige, og nok især drenge med stor interesse for lystfiskeri. Bogen er skrevet i et let flydende sprog med troværdig direkte tale. Selve fortællingen er lagt i munden på den ene af de to 12-årige hovedpersoner. Selvom handlingen foregår i nutiden, med bl.a. dåsecolaer, chips og computerspil, er der alligevel en overvejende stemning af gammeldags drengeroman. De to drenge er beskrevet med let genkendelige klicheer fra klassiske drengebøger, altså raske drenge som nok kan overskride visse regler når fantasien løber af med dem, men aldrig værre end at det kan klares med en kvik bemærkning og forstående omgivelser. Torben og Bjørn er bedste venner og begge med en lidenskabelig passion for lystfiskeri. Da de en dag fanger en gedde bliver det store mål at fange en kæmpegedde, monstergedden. Det lykkes næsten også, da den lokale lystfiskerklub afholder den årlige konkurrence. Historien er fyldt med fagudtryk fra lystfiskerens håndbagage, så et vist kendskab til metieren er nok en fordel.