Moon er en spændende og velturneret science fiction-film af den mere psykologiske og intense slags. Den vil have brede anvendelsesmuligheder og vil også kunne ses af folk, der normalt går uden om genren.
Engang i fremtiden har man løst enhver form for energikrise. Energiproduktionen foregår nu på månen, hvor solenergi oplagres i sten, som efterfølgende høstes af maskiner og sendes til jorden. Sam Bell (godt spillet af Sam Rockwell) arbejder på den enmandsbetjente Mining Base Sarang på månen. Hans 3-årige kontrakt er ved at udløbe, og Sam glæder sig til at slippe det ensformige arbejde og komme hjem til kone og barn. Hans eneste selskab på basen er robotten Gerty (som Kevin Spacey på fineste vis lægger stemme til). Under en rutinemæssig tur til en høststation kommer Sam imidlertid ud for en ulykke, der får vidtrækkende og uventede konsekvenser. Filmens produktionsdesign er velgørende low tech, og filmen formår med ret få virkemidler at skabe et overbevisende og spændende univers. Dertil kommer et elementært spændende plot.
Duncan Jones debuterer som spillefilmsinstruktør med denne prisbelønnede film. Han har desuden lavet sci-fi-kortfilmen "Whistle". Moon trækker på elegant vis små tråde tilbage til andre store film inden for genren - især til Stanley Kubricks meget mere nørdede og filosofiske kultfilm Rumrejsen år 2001.
Moon er en velfungerende, atmosfærefyldt og underholdende film, der med sin ligefremme stil fastholder tilskueren på bedste vis.