Bogen er for konspirationsteorielskere, der ikke har fået nok af Dan Brown-strømmen. Omslaget er dramatisk og signalerer indholdet perfekt.
Forfatteren har skrevet en del om især tempelherrernes tilknytning til Bornholm og arkitektoniske mønstre i anlæggelsen af øens rundskirker, og Tempelherrernes skat, 2000, var forlæg for filmen Tempelriddernes skat i 1996. Bogen starter som en mordgåde. Direktøren for Nationalmuseet bliver myrdet rituelt, og både måden og en besked, han når at skjule i et gammelt manuskript, rummer et budskab. Den unge forsker Anna Franks søn bliver bortført, så sammen med journalisten Peter må hun rejse til Egypten, Jerusalem, Frankrig og endelig Bornholm for at finde de oplysninger, der kan skaffe sønnen tilbage. Historien hænger godt nok sammen og er grundig researchet, men fordi forfatteren dels har valgt den skønlitterære form og især har valgt at formidle al stoffet gennem direkte tale, bliver den en lang, omstændig og tung omgang Der er mange gentagelser, og en del viden, som modparten må have, men som af hensyn til læseren alligevel skal serveres.
Det faktuelle stof i romanen lader ikke Dan Brown og hans spin off noget efter: tværtimod virker det mere overbevisende, men som thriller er den langt fra genrens normale spændingsniveau.
En jævn spændingsbog, der især lever på sine tilsyneladende veldokumenterede påstande om avanceret videnskab århundreder før officielt antaget.