Romanen henvender sig til interesserede i nordisk litteratur, mere specifikt til dem, der følger islandsk kultur, historie og litteratur.
Forfatteren kender vi på bibliotekerne fra Glødende mos, som gav Nordisk Råds litteraturpris i 1988 og Isblomsterne brænder. Han fik den islandske litteraturpris for denne i 1998, og den er således her første gang på dansk. Vilhjálmsson har grebet ned i Sturlungesagaen, nærmere betegnet høvdingesønnen Sturla Sigvatsson, sagaskriveren Snorri Sturlusons nevø, og dramatiseret hans liv fra han er 9 til han 30 år senere falder i kamp. Sturlungetiden var en blodig periode (midt i 1300-tallet) i islandsk historie, hvor klanhøvdinge kæmpede om magten. Vi følger foruden i blodige kampe også Sturlu på en rejse ned gennem Europa, da han skal gøre bod for sine synder hos Paven. Vilhjálmsson fabulerer elegant over naturstemninger istedet for at lægge tanker og følelser ind i en middelalderskikkelse, men vi kan dog på enhver måde alligevel se Sturla og hans følgesvende for os. Forfatterens sprog er på en gang storladent og lakonisk. Føjer sig smukt til de oprindelige sagaer. Bogen er fremragende fordansket af Erik Skyum-Nielsen, der også giver den et lille oplysende forord.
Kárason: Fjendemøde, 2003 bruger ligeledes stof fra Sturlungesagaen, som man også sagtens kan sammenligne denne med.
Det er en moderne og nutidig saga. Historien lever.