I løbet af de sidste 5-6 år er der på forskellige forlag udkommet lige så mange bøger om Mormor og Svend, der sammen drager viden om for at få lidt spænding i hverdagen. Kender man ikke Mormor og Svend kan man ikke gætte, at historierne fortæller om et venskabeligt forhold mellem en ældre kvinde og hendes noget særprægede kæledyr - nemlig en orm. Det er akkurat ligeså bizart, som det lyder, og uanset hvor rimelig og ædruelig selve fortællingen er, så bliver man gang på gang hevet ud af sammenhængen, fordi alt bliver absurd, når handlingen inddrager en kæmpestor, stribet regnorm med briller, tandbørste og snorkel - og selvfølgelig evne til at tænke og tale som et menneske. Det er virkelig skørt, og hvis man ikke er med på spøgen så vil det hele forekomme krampagtigt konstrueret og temmelig anstrengende. Hvis man "leger med" får man imidlertid en umiddelbart spændende historie med humor, hygge og fermt udførte stregtegninger.