Så er Marie Mystik tilbage med en ny sag for mysteriepigerne nemlig Muffinmysteriet. Bogen er 2. del i en serie og er mest for piger i alderen 9-12 år.
Mysteriepigen Viola skal deltage i en stor bagedyst, men nogen forsøger at snyde og ødelægge de andres kager, så det er lige en sag for Mysteriepigerne. Undervejs sker der mange mystiske og uheldige ting, så det er ikke altid let at være detektiv, og slet ikke når Maries irriterende lillebror også vil være med. Vil det lykkes mysteriepigerne at opklare sagen?. Bogen er ligesom 1. del skrevet i dagbogsform med masser af kruseduller og tegninger på siderne.
Denne 2. del er rigtig sjov, og de mange tegninger i bogen er med til at understrege dagbogsformen og humoren, og gøre bogen let at læse. Bogen er fyldt med fin tøsehumor, og man kan sagtens følge alle de problemer, Marie kommer ud for. At pigerne er til bagedyst, gør bogen meget aktuel, da der lige nu er meget fokus på bagning.
Kan sammenlignes med serien "Kære dumme dagbog" fx Kære dumme dagbog, skal vi ikke bare sige, at det her aldrig er sket? af Benton.