Titlen Mund til mund antyder, at den menneskelige kontakt trods alt er at foretrække frem for det noget mere upersonlige møde ude på nettet. Men alligevel er det internettet og computerteknik, der spiller en afgørende rolle i den norske forfatters første roman på dansk, en ungdomsroman, hvor andre ingredienser er kærlighed, kriminalitet og kammeratskab. Det er en fortælling med både ungdommelig jargon og mange tekniske udtryk. Det første forudsættes bekendt, mens det sidste afhjælpes med en uddybende ordliste. Hovedpersonen, den 16/17-årige Ståle, kommer gennem nettet i kontakt med den jævnaldrende og særdeles computerorienteret pige Anne, på nettet kaldet Shygrrrl. For Ståle udvikler det sig desværre ikke bare til en kærlighedshistorie, han bliver nemlig dybt involveret i en sag, hvor edb-kriminalitet, mordforsøg og mord indgår. Det er lykkedes forfatteren at give et fint signalement af en nutidig ungdom, og specielt er hovedpersonen Ståle troværdig fremstillet, men den hurtige dialog og en noget springende og associerende tekst i øvrigt, gør bogen vanskeligere end nødvendigt. Derfor er bogen nok mere til individuel underholdning end til fælleslæsning.