Disse to bind Slangernes dronning og Murgoernes konge er fortsættelsen til Spådommens gåde (2004). Det er en del af et fortsat fantasy-epos, hvor vi følger den unge kong Belgarion i hans lange og seje kamp mod Mørkets kræfter. Belgarion er på en farlig og dramatisk færd sammen med familie og venner. De forfølger den onde Zandramas, som har kidnappet Belgarions lille søn for at bruge ham i et uhyggeligt ritual. Det er stadig en sober og velskrevet fantasy-historie, der dog til tider kan virke lidt omstændelig og "snakkesalig". På grund af det lange og grundigt beskrevne forløb kommer læseren ind bag personernes facade og får indblik i deres tankegang og psykologi. Det lange forløb, der viser scener fra både slagmarken, det oprørte hav og hjemmelivets intimsfære, giver serien et saga-agtigt præg. Belgarions søgen fører ham igennem fremmedartede lande og miljøer, og bringer ham i forbindelse med mange forskellige mennesker og væsener. Handlingen krydres livligt med intriger og forræderiske sammensværgelser. Der er mange person- og stednavne at holde rede på. Der er kort foran i bogen over de forskellige riger og lokaliteter. Men en navneliste ville være en god ting. For 12 år og opefter. God og fængende forside.