Bogen er lavet som grundlag for udvikling af en strategi for en "musiksprogførskole" i Stockholm-forstaden Spånga-Tengsta og forsøger at klarlægge sammenhængen mellem børns sproglige og musikalske udvikling. Den falder i 4 afsnit. En begrebsafklaring, en fremstilling af vores viden om børns musikalske og kommunikative udvikling fra fosterstadiet til 2-3 års alderen, et referat af en række praktiske pædagogiske forsøg og erfaringer og til sidst et forslag til hvordan man i praksis kan gennemføre en sådan "musiksprogførskole" til gavn for børns sprogudvikling og deres musikalske kunnen. For den hurtige læser er der til sidst 8 siders resumé. Der bruges kun få fagtermer, og det meste af bogen er letlæst. Den sætter på saglig vis fingeren på punkter hvor vi i Danmark sørgeligt glemmer at udnytte alle potentialer hos børnene. Bogen vil kunne bruges af musikpædagoger, terapeuter, pædagoger og lærere som beskæftiger sig med små børns sprogudvikling og musikalitet, men den vil også kunne læses af forældre, der vil gøre noget specielt for deres (måske ufødte) barn.