Lektor Bendt Joensen's bog er en gevinst for Gyldendals nye serie. Den kan placeres i rækken af »musikintroduktioner«, men adskiller sig på væsentlige punkter fra disse. For det første er den mere omfattende: foruden dette bind, der behandler musikteorien og formlæren, kommer endnu et bind om musikkens udvikling, herunder beat og jazz, samt symfoniorkestret, partituret og akustik. For det andet kan bogen læses med udbytte af såvel lidt større børn som voksne, man kan begynde helt forfra med afsnittet materialekendskab, hvis man er uden forkundskaber, eller starte med det andet store afsnit: musik som kommunikation, som er en slags kursus i at lytte til musik. Mange sidehenvisninger samt et fortræffeligt stikordsregister fører hurtigt frem til forklaringer på musikteoretiske fagudtryk. Endelig må man hilse med glæde, at den moderne beat og jazz'en inddrages i tekst og nodeeksempler på lige fod med den »klassiske« musik, ligesom Bendt Joensen også i sin polemiske indledning undrersig over det skarpe skel, der sættes mellem de to musikformer. Typografisk er bogen usædvanlig pæn; illustrationsmaterialet er klart og overskueligt; af hjælpemidler henvises til 1) 15. udg. af Højskolesangbogen, 2) instrument med klaviatur, 3) grammofonplader, »men dette skulle ikke være noget problem i dag, hvor musikbiblioteker er ved at blive almindelige«. For alle biblioteker.