Bogen, der kombinerer fiktion og facts, tager udgangspunkt i mødet mellem den tyrkiske dreng, Hassan, og danskeren, Søren. Gennem deres samtaler belyses fundamentale elementer af islam og islamiske traditioner. Her omtales bl.a. Muhammed, Ramadanen, Koranen, De fem Søjler, moskéer, bøn, pålædning, spiseregler, arrangerede ægteskaber, fødsel, omskærelse, død og begravelse samt baggrunden for muslimernes tilstedeværelse i Danmark. Hvert enkelt hovedafsnit består af en samtaledel og en faktadel sat med forskellig typografi. Bagest i bogen er der en ordliste. Det er en informativ og letforståelig præsentation, der giver en udmærket indføring i emnerne. Den tospaltede tekst, der kan selvlæses fra 5.- 6. kl., ledsages af et s/h billedmateriale bestående af fotos, gamle stik og kort. Skolebibliotekerne har flere nyere titler om islam, bl.a. Fl. Madsen Poulsen, Islam, 1996, og Husain, Islams højtider, 1996, men den foreliggende kan supplere de allerede eksisterende på grund af sin særlige indgangsvinkel. Bogen kan primært anvendes til fælles gennemgang og opgaveskrivning fra 6.klassetrin.