Dvd-rom. Simulationsspil/hestespil. Sproget er dansk (tekst + tale), hvilket er en klar fordel for målgruppen på 6-12 år. PEGI er passende angivet til 3+. Der er to sværhedsgrader, men nogle af banerne kan være forholdsvis svære at gennemføre, selv på letteste niveau.
Man starter med at vælge udseende på både hest og rytter, og man kan løbende i spillet skifte tøj og udstyr. Man skal træne sin hest i skridt, trav og galop samt discipliner som spring og dressur. På banerne skal man følge nogle pile og samle stjerner op. Man kan også ride frit rundt på arealerne omkring stalden. Rundt omkring finder man gaver med nyt tøj eller rideudstyr, men mange af tingene er ret ens. Når man er dygtig nok, kan man deltage i stævner rundt i verden. I stalden kan man passe og pleje sin hest, fx strigle, vaske, fodre og rense hove. Man kan få vist en lang række resultater: rangliste, stævneresultater, præstationer og diverse statistikker. Denne del gør spillet mere udfordrende. Spillet styres vha. tastatur og mus. Grafikken er meget kulørt og idyllisk. Spillet er forholdsvis statisk med kun få, ret kunstige animationer, fx reagerer hesten næsten ikke på de forskellige typer pleje. Op til 8 spillere kan dyste imod hinanden til stævnerne, men man spiller ikke samtidig, men må skiftes.
Computerspil med heste er populære i bibliotekerne, og denne titel ligger kvalitetsmæssigt i midten af genren. Spillet minder meget om sin forgænger, My horse & me, 2007, som imidlertid var med engelsk tale.
Spillet er noget ensformigt, men vil givetvis blive populært blandt hestepiger.