Dansk sort/hvid film fra 1947. John Petersen, der er soldat og læge, kommer hjem fra krigen og tager hjem til sin onkel Jens, der er midt i en kamp for et professorat. John forsøger at hjælpe sin onkel og bliver forelsket i hans datter. For voksne med nostalgifølelse for gamle film.
John Petersen er amerikaner med danske aner. Han har forsket som læge i USA med udgangspunkt i sin onkels forskning fra Danmark. John er soldat under krigen, og da den er slut, kommer han til Danmark. Han tager til sin onkel, der kæmper mod en kollega om at blive professor. Onkel Jens kæmper for at kunne opfinde en tuberkulosevaccine, men et drama opstår og John må træde til og hjælpe, da det gælder liv og død. John forelsker sig i sin kusine Aase, der kæmper for kvinders ligestilling.
Filmen er meget uskarp og plottet langsommeligt og kedeligt. Der er en del "pausesekvenser" uden handling og snak - fx stemningsbilleder i Kbh. Flere af 1940'ernes problemstillinger fra DK og USA er indeholdt i handlingen fx: Roosevelt, "negerspørgsmålet", kommunisme vs. kapitalisme, kvindernes ligestilling. Man skal se filmen, hvis man vil se en ung Helle Virkner og Poul Reichhardt. Men ikke for historiens skyld.
Det gælder livet har også fokus på lægeverdenen og en patient, der venter og svæver mellem liv og død.