Dette afrikanske eventyr er godt at læse op og henvender sig til børn fra 5 år. Bogen kan bruges som en god historie eller som udgangspunkt til en samtale om Afrika. Forsiden viser Bonga i færd med at redde Himlens barn i en stråle af lys.
Himlens Barn er forsvundet, og efter det regner ulykkerne ned over Kong Xolos folk. Bonga drager ud for at finde Himlens Barn, og undervejs må han kæmpe mange kampe mod mørkets kræfter. Heldigvis er Bonga ikke alene, han får hjælp af insekter, dyr, mytiske væsner og utrolige skabninger. Moussa Diallo er en rigtig klassisk historiefortæller, historien bygges langsomt op, og Bonga drager ud på en farefuld færd. Spændingskurven er støt stigende, forløsningen kommer og alt ender godt. Der er illustrationer på hver side og nogle af dem er helsidede, farverne og tegningerne er kraftfulde og klare.
Bogen kan sammenlignes med Muftien af Bobo af Janus Kodal, som også er en historie fra Afrika. Stemningsmæssigt og illustrationsmæssigt vil jeg også sammenligne med tegnefilmen Zarafa, der handler om en lille dreng, der vil redde en girafunge.
Det er en rigtig god historie, der fænger målgruppen. Formatet minder om en billedbog, men tekstmæssigt vil den egne sig bedst som en oplæsningsbog eller et eventyr. God historie og flotte illustrationer om et eksotisk Afrika for længe siden.