Forfatteren gennemgår Påskeøens historie, idet han lægger stor vægt på at beskrive den økologiske katastrofe, der forårsagede Påskeøens sammenbrud, og fortæller om de mange forskellige teorier, der har været fremsat angående statuernes betydning og fremstilling og indbyggernes oprindelsesland. Teksten krydres med utallige s/h fotos og tegninger, og bogen afsluttes med en illustreret tidstavle, en annoteret litteraturliste og henvisninger til sider på Internettet. Bogen har samme fremtoning som seriens øvrige bind, og den er skrevet i et mundret, engageret sprog med forholdsvis korte sætninger. Den giver et fint og omfattende indtryk af sit emne, der ikke er behandlet så bredt og omfattende for børn/unge tidligere. Bogen er især velegnet til brug i undervisnings/opgavesammenhæng, men egner sig også som fritidslæsning for eventyrlige sjæle. Den henvender sig primært til børn/unge fra ca. 13 år, men kan også udmærket læses af voksne, der ønsker en overskuelig indføring i emnet.