Traver man som bybo hvileløst rundt på brostenene i den hvilken som helst indre by, måske med hede drømme om det økologiske liv på landet, er her et lille indblik i tekst og fotos. Målgruppen er ellers ikke oplagt, og jeg tror mest på brug som inspirerende bladre-bog.
Året rundt, måned for måned, følges livets gang på det lille husmandssted "Vidtskue" udenfor Århus. Her bor den tidligere bybo, Illona Thorup Skriver, sammen med mand, børn og plejebørn. Denne bog baserer sig på 1 års nyhedsbreve fra "Vidtskue"s hjemmeside. Bogen er et anderledes personligt vidnesbyrd om landboliv. Forord og indledning fortæller lidt om baggrunden, og om at drømme om et selvforsynende landboliv. "Vidtskue" fungerer aktuelt som økologisk besøgsgård fx for børneinstitutioner. Ægteparret Skriver flytter på landet i 1995 og får autorisation som økologisk landbrug 1997. Som et godt eksempel på årets gang kommer en flink nabo på en gummiged forbi i november med en stor balle halm til strøelse, og bogen er fyldt med gode råd og tips, fx nikker jeg som landbo genkendende til vigtigheden af let fugtigt hø før wrapning, indpakning i plast, det fremmer ensileringen (konserveringen). Der er mange dejlige dyrefotos i bogen.
En klassiker indenfor selvforsyning, som denne bog også nævner, er Håndbog i selvforsyning. Men som første inspiration til et evt. liv på landet fungerer denne bogen fra "Vidtskue" fint.
Sympatisk rigt illustreret og personligt portræt af livet på landet for byfolk.