Her er en lille charmerende billedbog om at skulle puttes om aftenen. For de mindste fra 2 år og deres voksne.
Her er en billedbog fyldt af sødme og humor, som helt sikkert vil få mange fans hos både de yngste læsere og de ældste oplæsere! De fleste voksne der har prøvet at skulle putte en lille bandit, vil trække på smilebåndet og nikke genkendende til situationen. Historien fortæller om pigen Rose, som skal puttes af sin far. Først er der mange ritualer, som skal klares, og da de endelig ligger i sengen og far skal putte, så er det far der falder i søvn først. Og så er det Roses tur til at tage over. Der bliver hygget, festet og leget. Da far senere vågner kan han ikke helt følge med! Teksten er meget kort, én linje på hver side. Men hver linje rummer en hel historie. Illustrationerne er i illustratorens sødmefyldte og charmerende stil. Personerne har karakter og der er mange sjove detaljer i de meget enkle billeder. Illustratoren har udgivet tre billedbøger, hvoraf min favorit er Gaven til far, 2007. Forfatteren er debutant, men er på vej med yderligere to andre bøger.
Der findes flere andre bøger om sengetid for samme målgruppe, men ingen med denne sjove vinkel.
En charmerende, sødmefyldt og underfundig lille billedbog om at skulle putte og om alle de ritualer der følger med. En bog som fortjener at blive læst op for alle søvnige små poder - og som vi voksne vil nyde at formidle.