Er man interesseret i for- og bagsiderne af livet som rockmusiker eller nysgerrig efter at vide mere om dette musikmiljø, er man i den centrale målgruppe, men bogen kan også læses af lyst til nye danske forfattere. Bør formidles til de rockmusikinteresserede.
Karl P(edersen) har skrevet flere bøger om musikproduktion, underviser bl.a. på AAU i populærmusik og lydproduktion, har eget studie og spiller guitar i bandet Pocobell. Hans musikfaglige baggrund for at beskrive begivenhederne er således i orden. Med guitaristen som hovedperson fortælles om medlemmerne i århusianske Smalltown Ramblers og deres forskellige holdninger, ambitioner og evner samt deres udvikling under tæt styring og kontrol af manager og pladeselskab til at blive WGB, World's Greatest Band. Samtidig er det historien om fascinationen af guitaren samt musikkens opbygning, og en kærlighedshistorie. Det hele fortælles i et ret blomstrende sprog og undervejs med flere faglige og musikteoretiske beskrivelser. En cd med 8 numre er indlagt i bogen som stemningsskabere.
Der er mange beretninger om faktiske rockmusikeres liv og levned, men kun få i romanform og ikke med denne bogs danske vinkel samt blanding af emner. The Commitments og Espedair Street er de eneste, jeg erindrer i nærheden.
Meget interessant og velskrevet (men sine steder noget musikteoretisk i.f.t. de fleste læsere) roman om rockmusikeres vilkår på den danske og internationale scene. Af oplagt interesse for især de mange (rock)musikinteresserede læsere.