En bog for læsere af politiske thrillere og med interesse for dansk udlændingepolitik.
Blom, der er seniorkonsulent i Udenrigsministeriets Mellemøstkontor, udgav i 1983 de to spændingsromaner Dræbt af en vildfaren kugle og Aftenholdet. Efter 25 års pause har han nu genoptaget forfatterskabet. Bogen er en politisk thriller med dansk udlændingepolitik som den skjulte skurk. En ung kvinde bliver skudt ned i Bagdad kort efter at være vendt tilbage. I København bliver en ung irakisk mand udsat for en mordbrand, der tilsyneladende er racistisk motiveret, mens en afvist ung kvinde i Sandholmlejren frygter for sit liv. Journalisten Tanja Krogshave kommer på sporet af, at en dansk folketingspolitiker er mere end lovligt aktiv i hjemsendelser til Irak, og en mystisk irakisk diplomat med forbindelser til Baath-partiet spiller også en rolle. Det er fermt håndværk i en elementært spændende bog med et politisk budskab.
Bogen kan læses af fx Leif Davidsens fans, selv om Blom ikke helt holder samme niveau, men lidt mindre kan også gøre det.
En god dansk politisk thriller med stærkt samfundskritiske undertoner.