Nader og Simin - en separation

Et menneskeligt, iransk drama i thrillerindpakning med en række fornemme priser i bagagen - Oscar, Bodil og Guldbjørn i Berlin - henvender sig til alle filmelskere, som også og især interesserer sig for filmkunst fra for os fremmede himmelstrøg. Og som dyrker en rigtig god (krimi)historie med velplacerede overraskelser på stribe.

Nader og Simin sidder foran dommeren i en skilsmissesag. Egentlig ønsker ingen en separation, men Simin vil gerne flytte til USA med parrets 11-årige datter Termeh, mens Nader vil blive i Iran for at passe sin demente far. Simin flytter hjem til sin mor, og Termeh bliver hos far og farfar. Sidstnævnte er så omsorgskrævende, at Nader hyrer en hushjælp. Som ikke fortæller alt om sig selv! Og som mister et barn efter et opgør med Nader! Igen sider Nader foran en dommer! Basalt er der tale om en skilsmissefilm, hvor barnet som altid kommer i klemme. Men filmen opererer så fermt med skyldfølelse og sociale forskelle, fortielser og hvide løgne, at der overordnet bliver tale om en uhyre klog, spændende moralsk diskurs. Hvor barnet igen kommer i klemme!.

Filmen er helt sin egen med en rolig klipperytme og konstant sitrende undertoner. Men pligt og loyalitet, rigtige og forkerte handlemåder er også etiske temaer i den iranske instruktør Abbas Kiarostamis film Hvor er min vens hus?, 1988. Og så kan skilsmissehistorien, hvor det handler om at bo hos far eller mor, huskes fra Robert Bentons Kramer mod Kramer, 1979. Omend i en noget anden indpakning.

Et mesterværk.

Read the full assessment