Bøgerne egner sig bedst til læsning i små grupper, så børnene fra 3 år er tæt på billederne, som ofte er detaljerede, og detaljerne er en af attraktionerne.
Bøgerne er oversat fra fransk. Teksten virker håndtekstet, typografien er formskriftagtig. Teksten er jovial og begejstret, og passer godt til det store mylder af figurer i forskellige størrelser på de store sider med illustrationer i vekslende størrelser, nogle forløb fortælles parallelt i 4 opdelte baner over et helt opslag. Figurerne er dyr, men stregen er løs, humoristisk og lystig. Farverne er klare og heldækkende. Mange bifigurer er karikaturagtige, og helt løssluppent bliver det i lufthavnen, hvor familien Simpson er på vej til Timbuktu, og Superman, Obelix og en række andre tegneserie- og tegnefilmfigurer også er på vej. Charme og humor er der meget af i disse historier om 4 venner, deres jobs og deres orkester. Gode forsider og fine præsentationer af figurerne på bagsiderne dækker fint.
Forfatter/illustrator ses ikke iøvrigt udgivet på dansk, vi har mange myldrebilledbøger, men ikke mange med en så charmerende historie og figurgalleri Stemningen minder mig lidt om Richard Scarry, fx Den travle by, men billederne og udtrykket er mere tidssvarende.
To fine, sympatiske og vellykkede myldrebilledbøger, der fortæller små historier om fire venner, deres travle verden og jobs, samt deres store fritidsinteresse, musikken.