Letlæst ungdomsbog på lix 20 for unge læsere fra 13 år. Bogen har et godt plot, en stigende handlingskurve, som eksploderer til sidst og mange løse tråde, som side for side væves sammen til et tæppe af drama og action. Det er en bog, som kan give unge bogdroppere lyst til at læse igen. Danskfagligt kan bogen også anvendes til analytisk arbejde.
De nye 1g'ere er på introtur op til en spejderhytte i en skov. De er i gang med alle de praktiske opgaver, da en flok indvandrerdrenge stormer hytten med en pistol, hvorved det, der skulle have været nogle festlige dage, bliver til en kamp på liv og død. Historien er et psykologisk drama, som udvikler sig gennem hele bogen og ender ud i en overraskende og eksplosiv afslutning.
Målgruppen vil også være begejstrede for mange af de øvrige udgivelser i serien Zoom on eller letlæste ungdomsbøger i serier som Ung PS og Dingo. Ung roman. Søger man specifikt titler, der minder om denne bog, kan Palle Schmidts letlæste ungdomsbøger Godt nytår, 2012 og En del af mig, 2013 anbefales.
Spændende letlæst ungdomsbog på lix 20 med en god handling og et spændende plot. Bogen giver unge læsere med læsevanskeligheder en god læseoplevelse, som de ikke glemmer lige med det samme.