Natsangersken

Natsangersken er først og fremmest en bog om den udstødte -- kunstneren, offeret, Kristus. Den kan ligesom Spejl læses på mange planer, men er langt klarere og varmere end denne. Ryum kan i første del beskrive tabet af kærligheden og den menneskelige fornedrelse, så man fryser, stillet op ved siden af den rene kærlighed, varmt og befriende, for dernæst i anden del at indsætte det hele i en større sammenhæng gennem enerens vandring mod korset og døden, flankeret af proto-typer på hele menneskeheden, med allusioner til både fortid og nutid. Intet bibliotek vil kunne afvise bogen som vanskelig og »modernistisk« (en komplet intetsigende glose), for gennem hele Natsangersken klinger en meget ren og meget enkel tone om alle menneskers ensomhed. Ulla Ryum synes med sin anden roman at være godt på vej til at skabe sin egen helt private tradition i dansk litteratur. Hendes format er internationalt.

Read the full assessment

Fascinerende roman, som er lige så vild og særpræget som hovedpersonen Natsangersken, en skæv eksistens på kanten af samfundet og dets normer. Klassikerperle fra 1963 til alle litteraturinteresserede.

Natsangersken er en fordrukken, anstødelig, vild, uafhængig kvinde. Man peger fingre og tager afstand, mens hun tumler rundt i en unavngiven by i en tid, der ikke stedfæstes, sammen med andre skæve karakterer. Romanen slutter med, at hun iscenesætter sin egen død og begravelse ved en storslået fest, hvor hun lader sig bære ud i sin kiste, mens hun vinker til festdeltagerne.

Romanen er lige så vild som hovedpersonen: Den snor sig, afbryder sig selv, bider sig selv i halen. Forløbet åbnes med en jeg-fortæller, som betragter Natsangersken på et værtshus, hvor hun støt og stædigt drikker sig plørefuld; fortælleren væmmes men drages ind i hendes sfære. I resten af romanen er synsvinklen hos Natsangersken, og forløbet bliver en kakofoni af fx samtaler om tilværelsen og dens meningsløshed, erindringsglimt om barndom og ensomhed, absurde optrin, hallucinationer og refleksioner om døden, sex og kroppe som tiltrækker og frastøder. Sproget er smukt og overraskende, meget visuelt og dialogpræget. Fin læseoplevelse. Hører til i Ulla Ryums, f. 1937, tidlige forfatterskab. Godt efterord af Ida Marie Hede.

Ulla Ryums tone er internationalt modernistisk, lige som fx Peter Seeberg og Svend Åge Madsen.

Read the full assessment