Bogen er primært beregnet til ledere, der arbejder med de 6-8-årige i spejderkorpsene, hvor den kan bruges uanset uniformens farve. Også pædagoger i SFO og forældre, der skal arrangere løb eller lege i forbindelse med en klassefest, en børnefødselsdag eller en årstidsfest vil have stor fornøjelse af bogen.
Bogen er udgivet af 55 grader Nord, der ejes af FDF. Den er resultat af en erfaringsudveksling mellem ni ledere fra FDF og KFUM, hvis idégrundlag på mange måder ligner hinanden. Bogen er opbygget, så den følger årstiderne fra sæsonstart i august og frem til årets højdepunkt sommerlejren i juli. Der er meget inspiration til planlægningen af samtlige ugentlige møder i et år, til ture og udflugter og til sommerlejren. Novembermørket markeres bl.a. med både Halloween og et besøg i den lokale kirke i anledning af Allehelgensdag. Alle årets højtider er inddraget i møderne, og der er sjove og skæve indfald som lortemøde i maj, hvor forskellige aspekter af dette tema behandles. Også traditionelle spejderfærdigheder som knob og brug af dolk inddrages i arbejdet. Bogen er illustreret med dejlige billeder af små spejdere i fuld aktivitet. Den slutter med en litteraturliste og www-adresser til relevante links.
Forlaget udgiver Spejderliv om spejderarbejde for større børn, men det er svært at finde en bog som denne med ideer, der er lige til at bruge i arbejdet med de yngste spejdere.
En guldgrube af ideer fortrinsvis til inspiration for ledere, der arbejder med de yngste spejdere.