Under stormfloden i 1981 strander den falske forfatter Erling Jepsen på et loft på Fanø sammen med tre andre personer. De fortæller alle hver deres historier til Erling, men hvad sker der, hvis de finder ud af, at han ikke er den rigtige forfatter? En underfundig roman til alle fans af Erling Jepsen.
Da hovedpersonen Erling Jepsen hedder det samme som den kendte forfatter Erling Jepsen, har han booket et ophold i "Digterhjemmet" i Sønderho på Fanø. Ingeborg er taget til øen for at male den vilde natur og blive en rigtig kunstner. Regner er i Sønderho for at opsøge sin gamle flamme fra ungdommen, og Anette er på flugt fra sin voldelige kæreste. Da stormen tager til, og stormfloden går gennem digerne bringer skæbnen de fire personer sammen på et loft. Erling bliver hurtigt centrum i gruppen, da de andre ønsker, at han skal fortælle deres historier. Men da stormen har lagt sig og ødelæggelserne viser deres fulde omfang, ankommer den rigtige forfatter Erling Jepsen til Fanø.
Vi har alle en historie at berette. Men hvem skal fortælle den, og hvad er sandheden? Det er en rigtig Erling Jepsen-bog med en afvæbnende humor. Men der er også megen alvor og finurlige betragtninger. Jepsen har en stor sikkerhed i sproget, og som læser er man med fra start til slut. En dejlig bog som forener alvor med drama og humor.
Jepsen er med sin alvorlige sjove stil at sammenligne med forfattere som norske Erlend Loe og danske Thomas Korsgaard. En anden bog der har en stormflod som ramme for historien er Rans vilje.