Playstation 2. NBA 2K8 er det nyeste skud på stammen i den roste basketball-spilserie fra 2K. Denne 2K8 udgave udkommer på xbox 360, playstation 2 og 3, men da PS2 teknisk set er PS3 og xbox 360 underlegen, er mange af de nye tiltag på de "store" maskiner slet ikke kommet med i PS2-udgaven. Man kan nu vælge mellem flere playoff scenarier, så et slutspil sættes op, som man lyster. Der skulle være kommet flere animationer af spillernes signature-styles, dvs. de unikke bevægelser der kendetegner bestemte stjernespillere, men grafisk virker 2K7 og 2K8 ret identiske. Der er også kommet en hoopcast simulator under managementdelen The Association, så man kan komme med justeringer i en kamp selv om den simuleres af maskinen. Ser man på hvad NBA 2K8 samlet tilbyder, er det lidt af et overflødighedshorn for basketballelskere. Man kan føre et hold til sejr i Season, vælge mange forskellige turneringer og man tilbydes mange alternative spilsetups som streetbaskets, 1 mod 1 eller skræddersyede kampe hvor man selv skruer på diverse parametre. Ærgerligt nok fik jeg aldrig adgang til den på papiret omfattende online-sektion, formentlig grundet tekniske problemer i min internetopsætning. God lydside og kommentatorer. Ligesom NHL 2K8 bærer NBA 2K8 præg af metaltræthed på PS2, udviklerne satser ikke nok på den 7 år gamle PS2-platform og i forhold til sidste års udgivelse, er ændringerne nærmest minimale. NBA 2K8 er dog stadig en af de bedste basketball simulationer på markedet og om ikke andet så vil basketball-interesserede have glæde af et spil, hvor hold og spillernavne er af nyeste opdatering. Fra 12 år. PEGI: 3+. Sprog: engelsk.