Games / computergames

NBA live (Pc). 08

Del af EA sports

Description


Sportsspil. Basketballspil hvor det er muligt at spille og træne hold fra NBA-ligaen.

Reviews (11)


The libraries' assessment

2007

By

By

Jacob Kobbernagel

2007

Playstation 2. Så er NBA live 07 blevet klar til bibliotekshylderne, og der er som sædvanlig et hav af gamemodes at boltre sig i. Der er 14 forskellige spiltyper at vælge imellem, og som i forgængeren er der mulighed for at tage del i kampene på banen som spiller eller styre begivenhedernes gang som manager. I kampene kan der vælges mellem fire sværhedsgrader og det betyder, at spillet er interessant for både den uerfarne og den meget øvede spiller. Spillerne er delt op i tre grupper efter evner: regular, star eller superstar. Med den nye funktion "x-factor" kan en enkelt spiller få lov til at spille de sidste fem minutter som superstar, hvis ellers han klarer kampen tilfredsstillende. Med hensyn til kameraføringen undrede det mig, at der ikke er zoomet mere ind på spillerne, når kampen starter, og at kameravinklen bliver vist fra baglinjen, men heldigvis kan begge dele ændres i opsætningen. Managerdelen er blevet endnu dybere, der skal hyres talentspejdere, hyres trænere, holdes pressemøder og selvfølgelig skal der handles med spillere. Der er mulighed for mange timers fordybelse for inkarnerede og tålmodige spillere og samtidig er der også underholdning til dem, der bare ønsker at spille en enkelt kamp. Musikken er en blanding af pop, hip hop og rap og passer fint til denne sportsgren og grafikken fungerer udmærket. Man er fint tjent med NBA live 06, hvis den står på hylden, men mangler biblioteket basketballspil, kan man roligt købe denne titel, for selvom der ikke er noget revolutionerende nyt, er det stadig blandt de bedste inden for genren. PEGI: 3+. Sprog: engelsk.


The libraries' assessment

2008

By

By

Thomas W. Jensen

2008

Playstation 2. NBA Live er et af EA Sports utallige serie-produkter, der udkommer med årlige opdateringer. Generelt for disse højtprofilerede produkter er et godt gameplay og god tilpasning i sværhedsgraden. Dette gælder også for basketballspillet NBA Live, selv om serien ikke er på niveau med de bedste basketballspil eller EA Sports-produkter. I spillet er en række af underholdende spilmodes. Mest dybde er der i Season og Dynasty mode, Men man kan også spille Freestyle Challenge, der består af forskellige minispil, som fx ét, hvor det gælder om at dunke på den sejeste måde. Spillets hoveddel managerdelen Dynasty Mode er desværre skuffende, da mulighederne for spilpåvirkning er for få til at være tilfredsstillende for tilhængere af managerspil. PS2-versionen af NBA Live adskiller sig ikke markant fra tidligere års udgaver af spillet. Godt nok er der tilføjet et spilmode, hvor man kan spille VM for landshold, men den er for indholdsløs til rigtigt at fænge. Derimod er tilføjelsen af Hot Spot, hvor man kan se, hvilke områder de enkelte spillere skyder bedst fra, et plus, som man kan bruge under kampene. Grafikken er udmærket, selv om der før er set bedre til konsollen. Lyden er til gengæld god. Spillets AI virker ikke overvældende stærk, så computermodstandere laver uprovokerede fejl og kampene udvikler sig ofte ens. Det til trods er kampene underholdende med god realisme, fart og spænding. Sværhedsgraden er passende for målgruppen, der vurderes til at være fra 11 år. Styringen er facetteret, men virker godt og læres hurtigt. Alt i alt er NBA Live et sportspil lidt over middel. Det er ikke et spil, man kan/vil spille i dagevis, men nogle timers god underholdning er jo heller ikke at foragte. PEGI: 3+. Sprog: engelsk.


The libraries' assessment

d. 18. Jan. 2005

By

By

Finn Christiansen

d. 18. Jan. 2005

PC Cd-rom. EA Sports' basketball-serie blev introduceret i 1994. Det nu håbløst forældede NBA live 95 var det første, som efterlignede tv-transmissioner af kampene - med replays, kommentatorer og statistikker. Nærværende version, NBA live 2005, kører på samme tv-princip, men er naturligvis videreudviklet på alle tænkelige måder. Jeg har haft fornøjelse af de fleste af de 11 versioner siden 1995. I nærværende version 2005 er der tilføjet flere gode nyskabelser til gameplayet. Kontrolsystemet, kaldet Freestyle, er udbygget yderligere. Nu kan man blandt andet lave dunks på en lang række nye spektakulære måder. Også driblinger og forsvarsmåder har fået bevægelser og tricks tilføjet. Men det tager lang tid at mestre - også selvom man kender de tidligere spil godt. Mest imponerende er dog, at EA Sports endnu engang formår at forny de forskellige gameplay-modes. En nyhed er NBA All-Star Weekend mode, hvor man kan konkurrere i slam dunks og 3-pointsskud. Derudover er der Dynasty mode, hvor man ikke bare spiller kampene, men også er manager for holdet i en række hele sæsoner. Endelig kan man spille over Internet - enten enkelte kampe eller hele turneringer. Grafikken indfrier forventningerne til et topklassespil anno 2005. Spillerne ligner imponerende godt de rigtige fra NBA og illusionen af de atmosfærefyldte arenaer med mange kameraer er fuldkommen. Musikken er af høj kvalitet, som det er typisk for EA Sports. Som i andre basketballspil er genren Hiphop. En god blanding af forskellige rap-stilarter. Helt perfekt! NBA live 2005 sætter nye grænser for gameplay og grafik. Det flotteste, mest afvekslende og sjoveste basketballspil til dato. PEGI: 3+. Fra 10 år. Sprog: engelsk. Kode på manual.


The libraries' assessment

d. 27. Aug. 2002

By

By

Kristian Agerholm Jensen

d. 27. Aug. 2002

Playstation 2. EA Sports, der har udviklet NBA live 2002, har for vane at udsende nye sportsspil inden for fodbold, hockey og basketball én gang om året. Dette spil udkom i efteråret 2001 og har de ægte spillernavne fra 2001-2002 sæsonen. Man kan spille 1 mod 1 eller turneringer i form af Season eller Franchise, hvor man kan handle med spillere. I Practice kan man øve sig inden kampene, men underligt nok er man helt alene og dermed afskåret fra at kunne træne samspillet med hele holdet. Det kunne ellers være godt at forbedre forsvarsspillet for det er svært at dæmme ordentligt op for modstanderne. Selve kampene tabes som regel på ens egne fejl og fordi modstanderne sjældent fejler eller misser en scoring, når de har bolden. Noget af det rigtig sjove ved spillet er at komme tæt på kurven og dunke. Det kan gøres på rigtig mange måder, fra siden, med ryggen til m.m. og det afsluttes ofte med at hænge i kurven. Et flot dunk følges ofte op med en slowmotionsekvens, så man kan nyde de smarte bevægelser fra forskellige vinkler. Grafikken er flot lavet, men udsynet er lidt drilagtig. På trods af flere kameraindstillinger så føles spillerne enten for tæt på eller for langt væk. Engelsksproget manual. NBA live 2002 er ikke uden irritationsmomenter og flere ting kunne være bedre. Samlet set er det dog et godt bud på, hvordan et basketballspil skal skæres og man kan få megen tid til at gå med at lave lækre oplæg til kurven. I forvejen har bibliotekerne ingen basketballtitler til playstation 2, der kan udlånes, så mon ikke der vil være mange lånere som vil nyde at dunke lidt i selskab med Michael Jordan. For børn og voksne fra 10 år og opefter. Sprog: engelsk.


The libraries' assessment

2008

By

By

Thomas W. Jensen

2008

Dvd-rom. NBA live er et af de bedre realistiske basketballspil på markedet. Alle hold og spillere er fra virkelighedens NBA og der er god variation i mange forskellige spilmodes. Der kan spilles alt fra den underholdende freestyle challenge over Season til Dynasty mode, hvor man skal være manager for et hold. Desuden er der mulighed for at spille online og for 2-4 spillere på en pc. Spillets hoveddel Dynasty Mode er desværre lidt af en skuffelse, da den mangler dybde til for alvor at være interessant. I dette års udgave er der enkelte smånyheder, som forbedrer spillet en smule. Bedst er Hot Spot, hvor man kan se, hvilke områder de enkelte spillere skyder bedst fra, dette skulle være baseret på data fra virkelighedens spillere. Desuden kan der nu spilles VM for landshold, og nej Danmark er ikke med. Generelt er kampene underholdende, med tætte infights, fint tempo og flotte scoringer. Styringen fungerer fint både med keyboardstyring og gamepad. Desværre er AI'en ikke så stærk og nogle gange reagerer modstanderne ulogisk, fx ved at begå umotiverede fejl. At spillet hovedsageligt er udviklet til konsolmarkedet er tydeligt at se på grafikken, hvor opløsningen ikke er god og der er en række grafiske bugs, ligesom på sidste års udgave. Især er interfacet decideret outdated. Derimod er lyden god, med inspirerende speakere og et bredt soundtrack. Tilgængeligheden er i år større end nogensinde da sværhedsgraden er blevet justeret nedad. NBA live 08 er trods småfejl et godt basketballspil, der glimrer med god spilbarhed, men nogen markant forbedring i forhold til 2007-udgaven er det ikke. PEGI siger 3+ og målgruppen vurderer jeg at være fra 11 år. Sprog: engelsk. Installationskode påkrævet.


The libraries' assessment

d. 18. June 2003

By

By

Finn Christiansen

d. 18. June 2003

xbox. NBA live 2003 er et basketballspil af de allerbedste - og som så mange andre vellykkede sportsspil, er det EA Sports som står bag. Version 2001 var sin tids bedste, mens afløseren i 2002 var en skuffelse. Den unøjagtige og tilfældige styring spolerede morskaben og spillet blev hurtigt overhalet i popularitet af Segas konkurrerende spil NBA 2K2 og 2K3. Nærværende spil er EA Sports forsøg på at erobre tronen tilbage. Hvor Sega udmærker sig med en fantastisk detaljeret grafik, har EA Sports især udviklet på styringen af spillerne - og her er der sandelig nyt under solen. Det nye kontrolsystem, kaldet Freestyle, betyder, at man har kontrol over spillernes hænder - begge hænder hver for sig. To-håndsopgaver som at kaste og gribe klares dog stadig automatisk, men den nye kontrol giver mulighed for avancerede driblinger, afleveringer og afslutninger under kurven. Det kræver i den grad tilvending og træning, men når en "combo" lykkes er det til stor personlig tilfredsstillelse. Sekvensen gentages i langsom gengivelse fra en alternativ kameravinkel. Styringen fungerer virkelig godt. Der er ingen væsentlige nyskabelser i gameplayet i øvrigt. NBA live-serien efterstræber, som titlen antyder, at forestille Live-transmission af basketballkampe, og illusionen er vellykket. Grafisk ligger spillet som nævnt en anelse efter det flotteste i genren, men det er ganske lidt og ikke noget der trækker ned i helhedsindtrykket. Noget der til gengæld forbedrer indtrykket, er multiplayersupport for fire spillere - fantastisk underholdning. NBA live 2003 er uden tvivl genrens mest udfordrende titel og det vil henrykke de mange fans af denne genre. Fra 10 år. Sprog: engelsk.


The libraries' assessment

d. 15. Mar. 2005

By

By

Kristian Agerholm Jensen

d. 15. Mar. 2005

Playstation 2. Med NBA live 2005, byder EA Sport atter op til et underholdende spil basketball, hvor man kan lave lækre detaljer under kurven med de allerbedste spillere fra den amerikanske liga. Som i andre serielle udgivelser skal der være noget nyt fra år til år, og denne gang er det NBA All-Star Weekend. Her kan man bl.a. spille Rookies vs. Sophmores, hvor nybegyndere i ligaen spiller mod mere erfarne spillere. En anden mulighed er 3 point shootout, hvor man på tid skal lave flest 3-points scoringer. Den allersjoveste og mest udfordrende er Slam Dunk Contest, hvor man får points for at lave de meste smarte dunks i kurven, jo vildere jo bedre! Det er ikke særlig nemt, da man skal koordinere både afsæt og skuddet helt præcist - men heldigvis har man mulighed for at øve sig på en træningsbane. Spillet på banen er grundlæggende meget underholdende, uden at det i selve kampene kammer over i vildt urealistisk arcadespil. Når man har fået sin tørst stillet med nogle selvstændige kampe er managementdelen Dynasty Mode, der blev introduceret sidste år, et virkelig godt tidsfordriv. Her kan man styre et hold en hel sæson og udover at spille kampe, så har man kontrol over de fleste klubrelaterede dele der foregår uden for banen, såsom at købe og sælge spillere og sende spejdere ud efter nye lovende emner. Jeg har ikke haft mulighed for at sammenligne med NBA live 2004 men ud over All-Star Weekend, er der på papiret tilsyneladende kun sket nogle små justeringer i 2005 udgaven. Generelt er NBA live 2005 dog et vellykket og rimelig realistisk basketballspil, uden tvivl blandt de bedste på markedet. Det kan spilles fra ca. 9-10 år (naturligvis også af unge og voksne). PEGI: 3+. Sprog: engelsk.


The libraries' assessment

d. 14. Oct. 2004

By

By

Jakob Lærkes

d. 14. Oct. 2004

PC Cd-rom. NBA live 2004 er EA sports basketballtitel til pc. Hvert år udgives en ny version af det populære basketballspil, der udmærker sig i forhold til de andre titler på markedet ved, at EA Sports har licensen til den amerikanske NBA-liga. Dette års udgave er bedre end sidste års udgave, fordi udgiverne har valgt at sænke tempoet en hel del. Spillet er derfor ikke helt så hæsblæsende som 2003-versionen, og man efterlades med en fornemmelse af, at have mere kontrol over spillerne og større indflydelse på kampene. Som sædvanlig er der intet at udsætte på grafik, animation og lyd, der hvert år forbedres en lille smule. Spillet har en udmærket management-del, hvor man har mulighed for at købe og sælge spillere, så længe man holder sig under et vist point-beløb. Det er muligt at udvikle sit hold over en længere periode, og hvis man har lyst, kan man hyre trænere, købe et nyt fly eller bare fokusere på den draft, der er så vigtig i amerikansk basketball. NBA live 2004 kan spilles af både børn og voksne. Men det er stadig en forudsætning, at man er hurtig på fingrene eller, at man har en controller, for der er mange taster at holde styr på, hvis man vil mestre alle finesserne i spillet. Spillet er underholdende og efter min mening det basketball-spil, der formår at finde den bedste balance mellem arcade gameplay og realisme. Installationskode kræves. Alder: fra 9 år. PEGI-mærkning: 3+. Sprog: engelsk.


The libraries' assessment

d. 18. June 2003

By

By

Jakob Lærkes

d. 18. June 2003

Cd-rom. NBA live 2003 er EA sports næsten årligt udgivne basketballtitel til pc’en. Når jeg siger næsten årlige, er det fordi, EA sports sidste år valgte ikke at udgive dette spil til pc’en, da spillet simpelthen havde brug for en grundig overhaling. I NBA live 2003 kan man lave imponerende moves og vilde dunks i et meget højt opskruet tempo, og fokus er ikke lagt på realismen. Som i de tidligere versioner er det muligt at spille one-on-one eller at spille i turneringer med større eller mindre tidshorisont, og der gives mulighed for at spille online. 2003-versionen adskiller sig fra de tidligere versioner, ved at man har lavet et nyt styresystem, der giver spilleren mulighed for at lave imponerende kombinationer af bevægelser, på en måde der ikke tidligere er set i et basketballspil. Desværre får man kun maksimalt udbytte af denne fornyelse, hvis man er indehaver af en særlig controller, der minder om den, man bruger til Playstation. Musik og grafik er god, og det er tydeligt, at der er blevet lagt et ekstra stykke arbejde i at få spillerne til at virke unikke, både m.h.t. størrelse, udseende og måde at bevæge sig på. Et mindre minus er dog, at man ikke har mulighed for at øve sig mod rigtige spillere, når man benytter sig af den indbyggede practice-mode. Spillet henvender sig bredt og kan spilles af både børn og voksne. Den eneste forudsætning er, at man er kvik på fingrene, for spillet går stærkt, og der er en del at holde styr på. En stærk fornyelse af en traditionsrig basketballtitel, der dog bærer præg af, at styringen af spillet er væsentlig nemmere, hvis man ikke er afhængig af sit keyboard. Installationskode kræves. Alder: fra 9 år. Sprog: engelsk.


The libraries' assessment

d. 22. July 2004

By

By

Jacob Kobbernagel

d. 22. July 2004

Playstation 2. Så er NBA Live 2004 klar til bibliotekerne. Det er som de øvrige årgange et velproduceret og fængende basketball-spil med flot grafik og gameplay, både på banen og som manager. Spillets struktur og opbygning minder meget om 2003-versionen, så man ikke skal bruge tid på at lære spillet, hvis man før har prøvet NBA live spillene. Det er dog en god idé at øve styringen af basketball spillerne under kamp, da der er foretaget en del ændringer på dette område. Det er bl.a. blevet muligt at bevæge spillere, der ikke er i boldbesiddelse, hvilket giver taktikken en ekstra dimension. Desuden kan man nu vælge mellem forskellige afslutninger, man kan fx dunke bolden i kurven eller lave et rulleskud. Det virker måske frustrerende, at modstanderne scorer hele tiden, men det kræver lidt tid, før man bliver fortrolig med styringen af spillerne på banen. Derfor er det en god idé at øve alene med bold og kurv og i ro og mag lære de forskellige skud og bevægelser. Managerdelen i spillet er blevet mere detaljeret. I Dynasty mode skal man have øje for alle sportens facetter, der skal købes og sælges spillere, mindre gode spillere kan sendes til ekstra træning, så de bliver bedre, og man kan hyre de bedste trænere, så man får et godt hold. Spillets grafik er blevet en tand bedre, og det er virkelig en fornøjelse at se stjernernes driblefinter, der ofte ender med, at bolden dunkes i kurven. Der er stadig tempofyldt hip hop-musik i baggrunden, og det passer fint til sportsgrenen. For basketballfans fra 9 år. Sprog: engelsk.


The libraries' assessment

2007

By

By

Thomas W. Jensen

2007

Dvd-rom. NBA live 07 er et typisk produkt fra EA sports, der indeholder masser af realisme, licenserede spillere og et godt gameplay, der underholder i timevis. Desværre findes der for mange fejl og bugs i dette basketballspil til, at det er blandt spilforlagets topspil. På overfladen virker spillet ellers lovende, der er mulighed for en lang række af spiltyper inkl. Online, Season mode og Dynasty mode. I det mest underholdene spilmode Dynasty skal man, foruden at spille kampene, også være manager for holdet. Man starter med at drafte unge rookies og skaffe trænere til sit basketballhold. Holdejeren kommer så med kommentarer til de handlinger man foretager og truer med en fyreseddel, hvis resultaterne er for dårlige. Under de intense og realistiske kampe uddeles en bonus, hvis man opnår en række forskellige mål såsom et vist antal rebounds i en halvleg. Denne bonus kan bruges til køb af sko eller tatoos til sine spillere. Sværhedsgraden er relativt høj, og der går tid selv i den letteste spilmode før kampene vindes uden besvær. Styringen, der foregår via keyboard eller gamepad, er ikke helt lydefri, idet der her opleves nogle småfejl. Det samme kan siges om grafikken, hvor der ses nogle grafiske bugs hist og pist. Desuden er menuerne ikke særlig intuitive. Lyden er til gengæld udmærket med et fint kommentatorspor og soundtrack. NBA live 07 er ikke blandt de bedste basketballspil på markedet, men supplerer disse fint. For trods de irriterende fejl, er spillet voldsomt underholdene og fængslende - det sidste måske pga., at denne gamer var stædig og ville prøve at smage sejrens sødme. Målgruppen er vedholdende basketballfans fra 13 år. PEGI-rating er de sædvanlige 3+ for denne type spil. Sprog: engelsk. Installationskode påkrævet.