"Genremæssigt er sangene og musikken blevet som et særegent miks af gospel på den ene side og chain gangs arbejdssange på den anden, som et miks af folk og jazz, spirituals og roots. I momenter har sangene og musikken endda karakter af syngespil - selv om det er en form for vemod, der kendetegner tonen. Dét hæfter jeg mig ved. Men jeg bliver også igen-igen bekræftet i, at Josefine Cronholm har en unik stemmekontrol og en særlig evne til at bruge sin stemme som instrument og fortællestemme - samtidig med at hun helt åbenlyst har en evne til at sammensætte og lede en besætning, der præsterer på højt kvalitativt niveau".