Kjædegaard skriver djævelske historier i et sprog, så englene synger. Nekrolog er hans 8. roman. Denne gang har han forladt thriller-genren og skrevet en historie, der genremæssigt er svær at placere, men som et langt stykke ad vejen er lige så fængende som spændingsromanerne. Allan Hauch er journalist. Hans speciale er nekrologer. Han skriver som regel to nekrologer over hver afdød, - én, der ryger i avisen, og én, som han laver som en morbid fornøjelse, og som satirisk og ondskabsfuldt spidder den afdøde, som han virkelig var. En dag ryger en af skygge-nekrologerne i avisen ved en fejltagelse. Det bliver selvfølgelig en succes, og Hauch bliver en journalistisk trend-setter. Desværre ligger Hauchs eget liv mere eller mindre i ruiner. Hans kæreste er forsvundet, antagelig druknet, hans hus er brændt ned, og Hauch selv er brændt ud. Han martres af ideen om, at kæresten i virkeligheden slet ikke er død, men har forladt ham til fordel for en anden, og visse spor bringer næring til denne antagelse. Bogen starter som en satirisk medie-thriller, men bliver til slut en psykologisk roman om en mand, der er på jagt efter sine dæmoner og sin identitet. Her mister den desværre noget af pusten og efterlader læseren en anelse uforløst. Sprogligt er den imidlertid hele vejen en nydelse, ikke mindst hvad angår dialogen, som Kjædegaard mestrer som få.