Litteraturen om e-læring har for det meste taget udgangspunkt i opfattelsen af læring som en overførsel af information fra én person til en anden. Nu er det tiden at få projektarbejdsformens styrker overført til det virtuelle rum. Bogen tager udgangspunkt i en konstruktivistisk læringsforståelse, hvor læring betragtes som fælles vidensproduktion i en dialogisk proces. Læreprocessen fremmes af samarbejde og samspil med andre, og hvordan det kan foregå i det virtuelle rum, er emnet for bogen. Underviseren har mange roller, og disse sættes på anderledes prøver i den nye sammenhæng. Planlægningen skal være anderledes, og der stilles krav til præcision i kommunikationen. Bogen bæres af generelle betragtninger, men der gives også enkelte eksempler og cases. Til sidst i bogen gennemgås de forskellige elementer, der bør være tilstede, fx mulighed for videokonference, adgang til billed- og tegneprogram, fælles dokumenthåndtering, chat, afstemninger, projektstyring osv., og der er nævnt forskellige programmer, der indeholder enkelte eller flere af de ønskede faciliteter. Bogen er en del af et sæt, hvor Deltager i netbaseret læring : en guide til samarbejde, er "elevens" bog . Der findes en del litteratur om e-læring, fx Andresen: Kvalitet i e-læring (01/49).