Nikolaj på 15 er bøsse, og han er ved at gå i panik, da han i skolen skal i tomandsgruppe med Jannik, som han er forelsket i. Men det kommer til at gå helt anderledes, end han havde drømt om. Fra ca. 13 år.
Ungdomsbog om generte Nikolaj, der er 15, går i 9. klasse og er bøsse. Han er håbløst forelsket i klassekammeraten Jannik, og da han en dag finder ud af, at klassen skal deles op i tomandshold til gruppearbejde, og at han skal i gruppe med samme Jannik, er han ved at gå i panik. Men det går fint, de to bliver venner og efter lidt dramatik fører det til, at Nikolaj springer ud over for sine klassekammerater. Bogen er en debut.
Bogens styrke er beskrivelsen af dagligdags hverdagssituationer og Nikolajs samvær med kammeraterne, hvor sproget fungerer. Knap så overbevisende virker nogle indlagte, lidt højstemte drømmesekvenser, og en sidehandling med en ældre bøsse virker påklistret og kunstig. Det kan her og der forvirre, at forfatteren ikke kender reglerne for brugen af "hans" og "sin", og der er sjusket med tegnsætningen. Bogen er trykt på meget tykt, glittet papir (som gør bogen overraskende fysisk tung), måske af hensyn til nogle farvelagte stregtegninger bagest i bogen. De er knyttet til bestemte kapitler, men tilfører ikke nyt til tekst eller handling.
Der findes en del ungdomsbøger med samme emne og tema, eksempelvis BanditTilfælde fra 2009 og Tilfælde fra 2011Der findes en del ungdomsbøger med samme emne og tema, eksempelvis Bandit fra 2009 og fra 2011.