Nina Bang er en af kronjuvelerne i kvindekampens historie som verdens første kvindelige minister i den første Stauning-regering 1924-26. Hendes liv var fyldt med modsætninger: fra borgerlig, militaristisk opvækst til socialistisk, pacifistisk livsholdning. Ofte syg og svagelig, alligevel energisk og virkelysten som politiker. Og på trods af megen fremsynethed og mange forslag ingen reel politisk gennemslagskraft. Bogen beretter traditionelt og kronologisk om Nina Bangs liv og virke i afsnit hvor overskrifterne afspejler hendes udvikling: familien, læreren, socialisten, politikeren, ministeren. Teksten er sat enspaltet, med afsnitsoverskrifter i den brede margin. 13 illustrationer, de fleste samtidige portrætter, supplerer teksten, der kendetegnes ved en nøgtern, neutral tone og mange, korte helsætninger, som ved opremsninger udelader grundled. En irriterende vane fra forfatterens side, der sammen med bogens blanding af stort og småt og den lidt anonyme grundtone nok giver læseren mulighed for at gå i clinch med indholdet, men også giver et helhedsindtryk af manglende entusiasme, en konservativ, lærebogsagtig tilgang til stoffet, hvilket understreges af de få illustrationer og det meget lidt spændende omslag. En spændende person, der kunne have fortjent en bedre skæbne. Fagbog for overbygningen.