Strikkeopskrifter på nissehuer i forskellige, moderne faconer. Ved evt. at bruge andre farver end rød kan modellerne sagtens anvendes uden for juledagene. Der lægges op til, at strikkeren selv laver variationer over en grundopskrift, og derfor er bogen bedst egnet for strikkere, der har en vis erfaring med teknikkerne.
Navnet Mette Jørgensen optræder bl.a. som kulturhistorisk redaktør på undervisningsportalen EMU og som forfatter til Sy dukketøj, 1988. I denne bog fortæller hun lidt om nisser og røde huer i historien. Der er opskrifter på et dusin herlige huer, som kan bruges af nisser og andre. Huerne har forskellig form, og de fleste strikkes efter en grundopskrift som man varierer efter huens ønskede udseende og størrelse. Der er filtede, stribede, store løse og små tætsiddende huer, strikket i forskellige teknikker og med forskellig finish. I tilgift er der opskrift på en gammeldags bondehue samt et hæklet nisseskæg til de små.
Der fndes ikke andre samlinger af nissehueopskrifter, som hidtil har kunnet findes spredt i bøger og blade. Stilen er nutidig og man kan bruge bogen som supplement til øvrige populære bøger om huestrikning. Layout minder om Vendestrik-bøgerne.
Strikkebog med opskrifter til ca. 12 meget forskellige nissehuer, som designmæssigt nemt kan bruges til moderne hverdagshuer, evt. med andet farvevalg. Bogen kræver en vis strikkeerfaring, idet man primært arbejder med variationer over en grundopskrift. Som bonus er der anvisning på et hæklet nisseskæg.